_Z2K7874Så har vores egen anmelderhest, Jesper Binzer, skrevet om Jeg hedder Bente

IMG_2156IMG_2156IMG_2156IMG_21564 ½ HEST

JEG HEDDER BENTE
Af Rikke Wölk

Anmeldelse af Jesper Binzer

4 gode veninder, fulgt gennem en årrække via nedslag i deres fælles historie, flashbacks, dynamiske sceneskift og monologer selfie-filmet på iPad.

Karen Lise Mynster, for fuld kraft som Bente , får diagnosticeret alzheimer tidligt i historien og tager det som en mand, indspiller på I-Pad sin historie til sit senere alzheimer-ramte jeg, og informerer usentimentalt sine gamle veninder om sin forestående kranke skæbne. Rikke Wölck, Jannie Faurschou og Laura Muller spiller veninderne, sidstnævnte som Bentes eksmands nye unge kæreste, indlemmet storhjertet i kredsen.

Det fungerer godt, “klipningen”, musikken og lyset gir historien fremdrift og rytme, humoren og galgenhumoren viser moderne kvinder med stopfyldt hverdag og gode liv, der nu trues af en mildest talt uvelkommen afslutning.
Bente, succesfuld skribent uden børn, forsøger at holde elegancen, men sygdommen stikker sit forvirrede og konfuse hoved frem. Præcis ligesom som de trofaste veninder, der kæmper deres ulige kamp for at komme udover selvoptagetheden og ind til ægte omsorg for deres tidligere fyrtårn af en veninde.

Jannie Faurschou spiller en tidstypisk psykoterapeut, spirituelt søgende og forvirret, der, når det virkelig gælder, melder sig ud. Rikke Wölck (der også har skrevet manuskriptet) spiller en mere jordnær kvinde, der spejler de andre veninders fravalg af børn, og kommer længst med medfølelsen.
Laura Muller spiller den unge, nye, naive kone til Bentes eksmand. Hovedrollen, Karen-Lise Mynster, tager turen fra kompetent kulturkvinde til uartikuleret grønsag, og det gør hun så det rammer lige i realiteterne, og for alle involverede spilles der uden mislyde.

Den seneste tids “mandig-ficering” af dansk dramas kvindelige hovedroller, Sofie Gråbøl i “Forbrydelsen”, Sidse Babett i “Borgen” og Sofia Helin i “Broen” virker ikke så påklistrede, når man ser “Jeg Hedder Bente”. For kvinderne her, er allerede fast forankrede i at tage tingene som en mand, med hurtig handling, for egen vinding, så vi kan komme videre.

Jeg opdagede først da stykket var overstået, at de helt moderne nutidige for-travlinger og fortrængninger, der føltes normale og som genkendelige reaktionsmønstre under hele forestillingen, mere var grum berøringsangst og uden omsorg for Bente. At de talte hen over hovedet på hende, at de oftere synes det bare var tidskrævende og upraktisk, at skulle være der for et medmenneske..

Jeg sad simpelthen og forstod, og bifaldt, som ufølsom mand(!)/menneske, reaktionerne uden at opdage hvor omsorgsløse, de måske var, – før bagefter, da jeg var på vej hjem. Så meget for kønsforskelle, og kvindeteater.

Forestillingen ruller derudaf til den bitre ende, i godt tempo, virkelig god scenografi (en havebænk kan være mange ting). Rikke Wölck viser meget mere, end det jeg har set hende i på TV, men KLM tager dog alligevel stikket hjem, for Alzheimeren glemmer jeg ikke foreløbig….

MEDVIRKENDE
Karen-Lise Mynster, Laura Allen Müller, Rikke Wölck, Jannie Faurschou
TEKST
Rikke
Wölck

ISCENESÆTTELSE
Madeleine Røn Juul (FDS)
SCENOGRAFI
Kisser Rosenquist