Så har vi modtaget en dejlig anmeldelse af teatret og Køkken-Elevatoren fra vores debuterende Anmelder-Hest Brian Holm:
Seks stjerner til Den sorte hingst
Af Brian Holm
««««««
Inden vi taler Harolds Pinters ”Køkkenelevatoren”, bør vi lige slå et slag for Sortes Hests tilbagelænede charme og gode atmosfære. Den originalitet, det lille teater besidder, får Skuespilhuset til at fremstå som en grå boligblok i Østberlin –teateret emmer af stemning.
Ved ankomsten bestiller vi to Pastis med is i den hyggelige bar længst tilbage i lokalet, der nærmest minder om en stor stue. Her står en dansk udgave af Mirelle Mathieu bag disken og serverer forfriskninger til afdæmpet fransk musik.
Set i bakspejlet må tonerne af Edit Piaf samt synet af Madame Mathieu og billedet af Charles Aznavour på væggen, have spillet vores underbevidsthed et petit puds, for Pastis plejer bestemt ikke at være vores førstevalg ved barbesøg!
Vi slænger os i veloursofaerne, der såmænd sagtens kunne havde stået i Spurvens barndomshjem i Paris, og nyder den gode stemning i lokalet, inden forestillingen på første sal begynder.
Min ledsager, Tonny Tyvstart, synker dybere ned i sofaen og får helt blanke øjne da ”Non, je ne regrette rien” lyder gennem højtalerne. Han får styr på følelserne og siger, “nej, den Pastis var stærk” og tørrer øjnene. Heldigvis lyder klokken i det samme – stykket starter om fem minutter.
Morten Holst og Morten Brovn spiller to lejemordere, der sidder i en kælder og venter på deres næste job. Stykket kunne teknisk set hedde ”Stress” eller ”Paranoia”, for det er, hvad det handler om. Lejemorderne er ude på det absurde overdrev, hvor selv den mindste detalje eller talefejl kan få sindene i kog.
Hedder det ‘tænde for kedlen’ eller ‘tænde for gassen’? Diskussioner af den slags kører non-stop en time. Har man oplevet et minimum af stress eller mennesker der irriterer en i – så man har lyst til at kvæle dem – er Pinters univers ikke svært at leve sig ind i.
Og er man til Tarantinos ”Pulp Fiction” eller ”Reservoir Dogs”, vil man afgjort også kunne lide denne version af ”Køkkenelevatoren”. Tarantino må have hentet inspiration hos Harold Pinters intense drama fra 1957 og omvendt: Skuespillerne gør det formidabelt som Jules Winnfield og Vincent Vega!
Stykket varer præcist en time, og cadeau til instruktøren, Peter Kunz, for, at han ikke lod sig friste til at hive de berømte ekstra 15 minutter ud af skuespillerne. Man er godt underholdt fra start til slut.
Skal der være noget, og det er der jo altid, så er det, at man sidder af H til i stolene, men det bliver der heldigvis rettet op på i maj, når teateret får nye stole.
Efter forestillingen er det ned ad trappen og ind i Pariser-stuen for at bestille endnu to Pastis til 20 kr. stykket for derefter at diskutere teaterstykket.
Som bonus var vi så heldige at få et foredrag af Mads Walbom fra Team Veteran.
Mads Walbom kunne fortælle om PTSD og Veteranforeningens arbejde for de mange interesserede gæster. Det var spændende og tankevækkende, mildt sagt. Husk at tjekke deres hjemmeside!
Utroligt hvad man kan nå at opleve en torsdag aften, når man endelig kommer ud af komfortzonen bestående af hjemmesko, lasagne og Carsten Ree på safari.
Vi kvitterer ydmygt med seks stjerner til teateret for en fantastisk underholdende og lærerig torsdag aften i godt selskab.
P.S. Min ledsager, litteraturanmelderen Tonny Vorm, kom i rigtigt godt humor i løbet af aftenen, og det var ham, der begyndte at kalde teateret for Den Sorte Hingst. Heldigvis fik jeg talt ham fra at bestille en flaske Absint hos Madame i baren, så vi i stedet kunne komme hjem i nogenlunde god tid.
Kh. Brian Holm
