MOGENS LINDHARDT HAR SKREVET OM ALTING ER NOGET

SE HELE ANMELDELSEN HER
KØB BILLETTER TIL FORESTILLINGEN HER
“……Anmeldelse: Usædvanlig, billedskabende forestilling fra kernen i et forfatterskab
De to skuespillere sidder på scenen og ser på os, mens vi går ind. Og smiler usikkert, som tænker de: ”ved de mennesker, hvad de går ind til, og mon vores projekt holder? Vi får se”. Og det er et projekt, teatrets nye satsning på en årlig forestilling med tekster af kvindelige digtere og dramatikere.
Nu knap halvanden time med Naja Marie Aidt. Kun hendes ord. Ingen indlagte replikker eller overgange, ingen forsøg på at dramatisere dem, endsige skrive om. Kun scenografien, med et par stole omkring et rodet bord, et par tavler, en skærm og lidt teknisk udstyr, og enkel musikalsk underlægning giver rammen om såvel forestillingen som den enkelte tekst.
Scenografi og de to skuespiller, som fremfører på skift, skiller teksterne fra hinanden, så hver får sit fulde udtryk, uforstyrret af fortolkende effekter. Instruktøren har skabt en liturgi omkring ordet alene, som får de enkelte led til at stå skarpt og selvstændigt, uforstyrret af alt det, der sker undervejs.
Begyndelsen: De sidder ved et bord og udveksler sedler, som om de vil bringe orden i et livsværk, og går så til to grønne tavler, hvor Aidts yndlingsord er listet i begrebsmæssig orden, føjer nye ord til, understreger andre efterhånden som de optræder i teksterne.
Dette gysende tilbagefald til gymnasiets dansk-timer viser sig dog hurtigt at være den arv, vi skal ledes væk fra. Efterhånden som digtene tager fat, glemmes tavlerne, og hives først frem til slut, hvor deres mange ord overskrives af det enkle citat som er stykkets titel. ”Alting er noget – værd”, hedder det nu. Det var dér, vi blev flyttet hen, til en anden erkendelse af verden, rå og rig, og dog altid noget. Som et drama, der forløses i tilskuerens hoved. Skabt af et sprog, som systematisk løsner ord, fænomener og betydninger fra hinanden, lige nok til at nye betydning og ny uro kan komme frem. ”Ordene ligger og skubber til deres betydninger”, siger hun et sted.
Et nådefuldt forsonende blik på tilværelsen
Aidts tekster balancerer ofte på en ambivalens mellem det kontrollerede, forventede og det truende. Et enkelt ord, en umærkelig vending og pludselig er vi helt ude ved kanten, hvor alt kan bryde sammen, og bagsiden kommer frem. Men hun moraliserer aldrig. ”Bagsiden” er ikke ”sandheden bag facaden”, som nu skal afsløres. Den er der bare, lige så virkelig og sand som den normalitet vi opretholder. Den er altså også noget. Hun psykologiserer ikke, tillader heller ikke sine personer at psykologisere sig selv.
Alt er i iagttagelsens form, og på sprogets egne præmisser, og det er i sig selv befriende. Resultatet bliver i forestillingen et nådefuldt forsonende blik på tilværelsen, et blik som kun blændes, hvis man prøver at gemme sig i entydighed og beskytte sig mod mangfoldighed.
Så bliver hun skarp. Hun bor I New York nu, og det kunne godt have skabt følgende sætning: ”en pludselig frygt for at komme hjem som at møde en sekt man har forladt og tænk, hvis man ikke kan modstå den”.
Eller den lille lignelse: ”hvis du kommer til Danmark/kan du klæde dig ud som/Wienerbrød/ så du kan bo/ i bagerens vindue /indtil du bliver spist / eller smidt ud/ så ligger du ingen / til last”.
Sådan læses digte aldrig
Nogle gange skal erkendelsen vrides frem. En skizofren tekst, som kunne være skrevet af en patient, skuespiller der skændes, eller rettere: digte og ord, som taler næsten kaotisk mod hinanden.
Og så forløsningen: en novelle, skrevet fra kantens bagside, ”En kærlighedshistorie”, om Asta/lLouise (et splittet sind har flere navne), hvis