NYHEDSBREV: KOM MAJ DU SØDE VILDE! ¸¸.•*¨*•♫♪

 In Nyhedsbreve

HOPPEN PÅ TUR
Rejsebrev fra Paris

Jeg er draget til Frankrig lige midt i den 1. maj, hvor vi præsenterer vores nye sæson og alle de nye, friske billetter er kommet til salg.

Denne sæsons forestillinger har ikke engang spillet færdig, og teatrets kontor kæmper for at nå det hele på den halve tid, mens jeg snuser til og fejrer foråret mellem udsprungne kastanietræer på Champs-Élysées.

Mine pariserture er som regel startskuddet til små lykkelige perioder, hvor jeg forelsker mig i gamle afdøde mænd og kvinder med store hjerner, som flytter ind i mit liv med deres værker og sjæle frem til premieren.

Og nu er jeg draget til Paris for at tage de første spæde skridt i forberedelserne til forestillingen BEAUVOIR – EN FRANSK KVINDE, som har premiere på teatret oktober 2019, og som jeg selv skal iscenesætte.

I skrivende stund sidder jeg på Simone de Beauvoirs plads på Café Les Deux Magots med en lille notesbog, hvor jeg har skrevet, at jeg skal købe tandpasta…. Hvis man kigger på det berømte billede af hende, hvor hun sidder selvsamme sted, så tror jeg ikke der stod noget om tandpasta…

Om et par dage er min notesbog ganske sikkert fyldt med lange citater fra hendes ”Le Deuxième Sexe” og mærkelige tegninger af lamper, som skal med i scenografien og små lister over hvad jeg OGSÅ skal læse og lange eksalterede beskeder til Sarah Boberg og Mads Wille om Simones kærlighed til Sartre og gule post-its med yndlingsord fra hendes vokabularium og sporadiske forslag til replikker….

Mens Simone de Beauvoir holder housewarming i mit hjerte, så banker den skønne hverdag på Hesten atter på, og jeg glæder mig til at komme hjem med bunker af bøger og fotografier fra det franske.

Jeg glæder mig til at gense I NAT KOMMER KRIGEN HJEM, som spiller frem til 11.maj og så er der jo CPH Stage Festival, hvor vi bidrager med gæstespillet LYSTSPIL.

Vive la vie avec le théátre.

De allerbedste hilsner fra
Maria Vinterberg
Teaterchef

Læs hele nyhedsbrevet her. 

Søg

FOTOGRAF: ROBIN SKJOLDBORGlystspil