BREAKING NEWS: GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET ER TILBAGE
FLERE GODNATHISTORIER PÅ HESTEN!!!
Vi bliver altså lige nødt til at fortælle, at det her sker (igen). For tredje år i træk åbner Hesten sine (nye) stalddøre for denne her gratis sommeraftenfornøjelse: GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET.
7.-10. juni + 14.-17. juni 2022 opstiller vi hver aften 50 stole til publikum udendørs på vores p-plads ved Platanvej 31. Når tusmørket sænker sig, slår vi portene op til vores lille teaterkontor, og hokuspokus skaber vi en magisk intimscene med kulørte lamper. Her vil en eller flere skiftende scenekunstnere læse en godnathistorie eller synge et par godnatsange i den lyse aften. Programmet er stadig i støbeskeen, men vi tør godt love en skøn blanding af teatertekster og skønlitteratur, poetisk digtoplæsning, musikalske indslag m.v.
Der er fri entré, og publikum sidder under den åbne himmel med masser af frisk (københavnsk) luft. Vi udlåner varme plaider til de forfrosne og vandtætte paraplyer i tilfælde af regn, og undervejs byder vi på kaffe eller te og små chokolader til søde tænder.
Starten går for det meste kl. 21.30, men enkelte dage begynder løjerne allerede kl. 21.00. Det fulde program offentliggøres løbende her på siden og på vores sociale medier.
Alle nabolagets hundeluftere, aftenturgængere og andet godtfolk er mere end velkomne – og hvis man ikke når at sætte sig på en stol, kan man sagtens se med stående (også ude fra fortovet). Vi glæder os som små forårskåde føl til at se jer!
LÆS MERE HER
PS. I år er GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET en del af CPH STAGE
PPS. Det største taknemmelige TAK skal lyde til Nordea-fonden, Frederiksbergfonden, Københavns Scenekunstudvalg og Vesterbropuljen, som generøst har støttet GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET 2022.
Grafik: Mike Tylak