GODNATHISTORIER 15. JUNI 2022 KL. 21.30: INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG
Onsdag 15. juni kl. 21.30 tager vi en slags forskud på næste sæsons glæder, når holdet bag en hidtil uhørt kabaret er på programmet til GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET.
Det er de dybt musikalske skuespillere Maria Stenz, Camilla Bendix og Peter Oliver Hansen, der sammen med den uforlignelige pianist Olivier Antunes giver en mindre smagsprøve på kabareten INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG (urpremiere på Teatret ved Sorte Hest 25. august 2022).
Forvent ca. 20 minutter med en til lejligheden nøje udvalgt blanding af personlige tekstfragmenter og kendte danske sange i nye arrangementer. Muligvis også et dansetrin eller to, men det kan vi altså ikke love.
Til gengæld er det uden tvivl gratis, og der er plads til 50 siddende publikummer samt et ikke nærmere defineret antal stående ditto. Hunde og børn er velkomne. Kaffe eller te og små chokolader til alle.
GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET 2022 realiseres med generøs støtte fra Frederiksbergfonden, Københavns Scenekunstudvalg, Nordea-fonden og Vesterbropuljen.
LÆS MERE HER
Foto: Robin Skjoldborg