NYHEDSBREV – AUGUST 2022: HVEM FÅR ÅRETS ÆRES-HESTESTOL?
♫•**•.¸¸♫•**•♫¸¸.•*¨*•♫♪ **
ÅRETS ÆRES-HESTESTOL 2022 GÅR TIL:
HESTENS BESTYRELSE
Traditionen tro afslører Teatret ved Sorte Hest hvert år modtageren af Årets Æres-Hestestol på tidligere teaterchef Maria Stenz’ fødselsdag den 16. august. Stolen uddeles af vores Hestestole-Selskab og tilfalder personer, der har ydet en ekstraordinær indsats på eller for Teatret ved Sorte Hest.
Den 16. august er jo som bekendt i dag, og lad os starte med at sige kæmpe tillykke til fru Maria Stenz – som i øvrigt var den første modtager af Årets Æres-Hestestol, da hun fyldte 80 år i 2020. I 2021 gav vi den hele armen og uddelte intet mindre end 18 Æres-Hestestole til skuespillerne i det såkaldt uofficielle ensemble på Teatret ved Sorte Hest.
I år er turen kommet til medlemmerne af Teatret ved Sorte Hests bestyrelse, som tildeles hver en Æres-Hestestol 2022:
Formand María Muñiz Auken (advokat hos Fagbevægelsens Hovedorganisation)
Medlem Christian Have (kreativ direktør for HAVE Kommunikation & PR)
Medlem Line Knutzon (dramatiker)
Medlem Marie Scott Poulsen (kommunikationschef for Tivoli)
Medlem Jens Thomas Levin (advokat hos COWI)
Suppleant Peter Lund Madsen (hjerneforsker)
Suppleant Peter Normann (direktør for Morsø Jernstøberi)
Disse yderst respektindgydende mennesker har som bestyrelse gennem en årrække trofast bidraget med hver deres spidskompetencer til Teatret ved Sorte Hests velbefindende og tilset at formaliteterne til enhver tid er i den skønneste orden.
For på den måde at stå last og brast med Teatret ved Sorte Hest hylder vi nu de syv bestyrelsesmedlemmer ved at tildele dem hver især en Årets Æres-Hestestol 2022. Overdragelsen finder sted i forbindelse med den sidste opførelse af kabareten INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG søndag den 11. september 2022.