⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ DANMARKSBLOGGEN: 5 STJERNER TIL ALTING ER NOGET 2.0
Så kom dagens anden fine, fine 5-stjernede anmeldelse. Det er Dorte J. Thorsen fra Danmarksbloggen, som rapporterer fra premieren på ALTING ER NOGET 2.0 i lørdags:
⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
“Forestillingen er nærværende, insisterende, brændende og intens. En ordløs mission fuld af ord – demonstreret ved de to damers blotte tilstedeværelse, der er så sitrende en væren, så voldsom en kraftudladning. De stormende klapsalver var også fuldt fortjente – og når vi ikke alle rejste os op, var det, fordi vi sad forstenede på sæderne – blæst bagover af denne demonstration i teaterkunstens evne til at formidle ikke kun litteraturen, men også det levede liv om døden og sorgen. (…) Et monumentalt værk over, hvad der sker, når dødens mur rammer, og vi står nøgne tilbage, mens troen er væk, sproget er blevet koldt, kunsten er ligegyldig – og alt, der er tilbage, er nænsomheden over den døde krop. Derfor er alting noget. Noget værd”