GODNATHISTORIER 7. JUNI 2023 KL. 21.30: CAMILLE CLOUDS BREVKASSE

 In For-omtaler

Vi tør godt love, at mange af livets store spørgsmål vil blive godt og grundigt besvaret under GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET onsdag 7. juni kl. 21.30.

Denne aften er det skuespillerparret Lars Mikkelsen og Anette Støvelbæk, som tager vagten i porten, når de læser uddrag af Line Knutzons bog Camille Clouds brevkasse.

Camille Cloud er en kendt virksomhedsleder og entreprenør, terapeut, go-getter, fitnessinstruktør, forfatter og skyld i mange gode ting. Hun har svar på alt, for hun har succes og har tænkt på alt, før hun blev født. Al den livserfaring øser hun af i sin brevkasse, og det er nogle af hendes mange svar, som hr. Mikkelsen og fru Støvelbæk vil indvie os andre i til GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET. Introduktion v/ Maria Vinterberg.

Det synes vi alvorlig talt lyder som en ualmindelig inspirerende afslutning på en ellers helt almindelig onsdag, når man nu alligevel lufter hunden, går en aftentur eller er på vej hjem fra andre gøremål. Så læg vejen forbi p-pladsen ved Platanvej 31 – vi smider en kop mokka og lidt sødt oveni.

GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET er muliggjort med velvillig støtte fra Frederiksbergfonden, Københavns Scenekunstudvalg, Nordea-fonden og Vesterbropuljen.

GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET er en del af CPH STAGE

Søg

INDEN VI DØR SYNGER VI EN SANG - Camilla Bendix. Fotograf: Robin Skjoldborg