INFORMATION HAR SKREVET FLOT OM ALTING ER NOGET
Anne Middelbo fra Information har givet ALTING ER NOGET disse flotte ord med på vejen:
Metalsmagen af Naja Marie Aidt
Man bliver både forstemt og opløftet i rollen som voyeur til de ulykkelige eksistenser i Maria Vinterbergs subtile forestilling over Naja Marie Aidts forfatterskab
Teatret ved Sorte Hest sætter de kvindelige digtere på scenen. Ikke kun dramatikere, men også lyrikere. Forrige sæson var det digteren Inger Christensens forfatterskab, som blev omskabt til en scenisk rejse i Karen-Lise Mynsters uudslettelige fortolkning Det Springende Punkt. Og i efteråret var det dramatikeren Line Knutzons groteske vildskabsunivers, der blev til fængende og overraskende absurd teater i Maria Vinterbergs iscenesættelse af Det er så det nye.
Nu er det Naja Marie Aidt, hvis ord former sig til en både stærk og uhyggelig kerne i forestillingen Alting er noget. Instruktøren Maria Vinterberg har her ladet forfatterskabet blive fortolket af to kvinder, der sidder og læser bidder af Naja Marie Aidts bøger op for hinanden ved et bord – med små sedler stukket ind på de udvalgte sider.
Det tager sin tid, førend tilskueren for alvor føler sig inviteret ind i dette bogunivers. Men det er ventetiden værd. For da Anette Støvelbæk og Sarah Boberg først får lov til at læse ordene med øjenkontakt ud til publikum, så bliver ordene så levende, at man føler, at man kan se alt for sig i Naja Marie Aidts registrerende og opremsende univers.
Alt er fysisk
Bombardementet af iagttagelser virker helt kvalmende. »Så får man metalsmag,« som det lyder i et af digtene. Jo tak. I teatret bliver alt dobbelt fysisk. Ord som ’sukkersne’ og ’iglo’ fylder en del i dette univers, der løbende byder på erindringer fra Grønland oven i den danske lokalkolorit.
De ord skaber ro i tilskuerens voyeurkrop.
Men man mærker mest det ubehagelige og truende – mellem mennesker, der burde holde af hinanden, men også mellem fremmede.
»Hvis du kommer til Danmark, kan du klæde dig ud som wienerbrød,« som det så råt hedder. Velbekomme!
Sarah Boberg og Anette Støvelbæk danner et sælsomt par af disciplin og nøjagtighed. Selv når Sarah Boberg læser de væmmeligste og mest følelsestomme passager op fra den onde novelle Bulbjerg fra samlingen Bavian i 2008, gør hun sine øjne helt smalle, så al lyset kommer ud i ordene. Og når Anette Støvelbæk læser historien En kærlighedshistorie fra samlingen Vandmærket fra 1993, bliver den ensomme kvinde i lejligheden mere og mere virkelig, jo flere små, sorte dyr der kravler rundt i hendes køkken. Det er blændende flot og ækelt på samme tid.
De to garvede skuespillere balancerer hårfint. De spiller netop ikke skuespil hen over digtene. Men de læser heller ikke op.
De lader alle jegerne og personerne fra digtene opstå som en slags usynlige medspillere på scenen – et sted mellem scenografen Marianne Nilssons to grønne tavler, hvor Naja Marie Aidts yndlingsord er skrevet op med omhu og akkuratesse. Alt er grønt i denne verden: kvindernes avancerede filmdivasko og gulvet og væggene. Klaustrofobigrønt og klogskabsgrønt.
En levende digtsamling
Men det lysegrønne håb kommer aldrig med på scenen. Det har tydeligvis ikke klaret sig gennem den hårde audition til en rolle i Naja Marie Aidts barske forfatterskab, hvor både nærtagenhed og følelsesløshed er komplementære grundvilkår.
Derfor virker det også så befriende, når Jacob Binzers musik af og til nynner og jazzer og dunker ind mellem scenerne – til beroligelse og trøst.
Alting er noget er som at vandre ind i en storslået digtsamling – for så pludselig at gå i panik ved tanken om aldrig at kunne finde ud igen. Fordi teatret gør ordene levende.