Knud Overgaard Pedersen har anmeldt “Det er så det Nye” af Line Knutzon på sin Blog KOP kultur

“Jeg tror ikke, jeg forstår det” siger Poul til Pysseren.

Sådan kan jeg også have det, når jeg ser absurd teater. Jeg kan nærmest gå i panik, så jeg glemmer at nyde forestillingen, hvis jeg ikke kan finde historien. Til gengæld elsker jeg, når der leges med ord i tossede sætninger. Tossede sætninger smager godt og de kan tygges godt og længe.

Line Knutzon er en mester i tossede sætninger, så jeg får grinet en hel del undervejs, men jeg får heldigvis også fat i historien: Poul og Pysseren – Pysseren og Poul er kærester. Begge frustrerede og usikre på hinanden. Pysseren reagerer med vredes(vulkan)udbrud og bryder sig ikke om at blive rørt ved, når hun er usikker. Poul er behagesyg, men går måske i virkeligheden mest op i at få sengene skubbet sammen. “Det er faktisk et forhold”, pointerer han flere gange.

Ude på gangen står viceværten Hr. Pind med dybe vejrtrækninger. Han har fået smadret sine briller af de magtfuld og ondskabsfulde nevøer og passer godt på en kasse med bedårende små depressive buddhister.

Lars Knutzon spiller Hr. Pind, og han er virkelig eminent god i det absurde univers. Josephine Raahauge imponerer med sine evner for både ord og fysik – man bliver nærmest forskrækket, når hun eksploderer. Og Morten Holst er så sjov i sin behagesyge og nemt gennemskuelige skjulte dagsorden. Det er godt castet.

Men hvad handler det i virkeligheden om? Det handler om det moderne menneskes angst for at binde sig, og det er der jo så mange stykker, der gør. Men desværre også om angsten for det – og de – fremmede. Om de indre svinehunde, der spytter fra broer og om, at der trods alt er håb – og vilje til at imødekomme mennesker i nød, der beder om hjælp.

Og hvad er det nye?
▪ at vi stener folk med briller
▪ at vi skyder børn
▪ at Poul nu hedder Finn
▪ at kysse med sideskilningen i den anden side
▪ at sengene er rykket sammen

Til sidst en TAK for nye nummerede stole i den fint renoverede sal. Det er så dejligt at sidde og hygge sig i cafeen i stedet for at stå i kø på trappen for at få en god plads.

“Det er så det nye” spiller sidste gang 24. oktober. Jeg giver den en varm anbefaling til alle med krøllede hjerner og sans for det finurlige sprog. Jeg ved, at I er der.