To af dem, der fulgte med, var dramatikerne Joan Rang Christensen og Kristian T. Erhardsen. Og i fælles frustration over, hvor meget begivenheden havde påvirket dem, begyndte de at skrive på en tekst, som diskuterede det, de oplevede og de følelser, de havde omkring det, mens det skete: Hvad er det, der sker i Europa lige nu? Hvad vil konsekvenserne blive? Hvorfor føler vi, som vi føler? Hvad kan vi gøre?

“Teksten havde konkret afsæt i Charlie Hebdo, men den kom hurtigt til at handle om noget andet, nemlig: Hvordan forholder vi os til terror, og at vi er et land i krig? Hvad gør det ved vores selvbilleder og selvfortællinger? Hvilken effekt har vores måde at fortælle historier på, den lineære, vestlige dramaturgi, hvor man deler verden op i gode og onde, for de mennesker, som har nogle andre livserfaringer end os selv og måske har oplevet at blive stigmatiseret og opfattet som problemer?” siger Joan Rang Christensen.”