NYHEDSBREV – AUGUST 2020 – VI FÅR NOK LOPPER I AUGUST
♫♥•🦓*¨*•.¸¸♥ ¸¸.•🥁*♥¨*🦓•♫♪
VI FÅR NOK LOPPER I AUGUST
♫♥•🦓*¨*•.¸¸♥ ¸¸.•🥁*♥¨*🦓•♫♪
MAN KAN ALLEREDE KOMME OP PÅ HESTEN I AUGUST!
Nu skal vi lave teater og have gang i huset!Ovenpå dette forsømte forår med den ledeste af den ledeste corona-krise, har vi sprittet og vasket og skuret og renset hele teatret, så det står funklende klar til en ny sæson.Vi lægger benhårdt ud med en hel weekend, hvor teatret bliver stop-proppet med loppeboder. Vi åbner Bar Belle Epoque og tænder for musikken. Så kom og gør et godt loppefund i godt selskab den 8. og 9. august.
Vi når ikke at få premiere i august, men vi skal kun lige ind i starten af september, før vi har premiere på sæsonens første forestilling. Den 4. september 2020 kl. 20 nul dut er det tid til MENS VI VENTER PÅ GODOT af Samuel Beckett – også selvom vi allesammen befinder os midt i den her rædselsvækkende pandemi …
For vi er her!
Vi lever!
Og på trods af det hele … og alligevel … er fem modige skuespillere ved at gøre sig parate til at gå på scenen.
Klar til at boltre sig i en af teaterhistoriens helt store sværvægtere!
Klar til at tage livtag med den absurde teatertraditions vildeste mesterværk!
Samuel Becketts univers er mørke og lys, larm og stilhed, gru og forsoning, tvivl, tragik, humor, indsigt og udsigt. Han spidsbelaster sine karakterer med død og ødelæggelse og lader dem terrorisere sig igennem livskampen uden nåde. Alt det vi kender, fordi vi er mennesker …
Lige om lidt og om et øjeblik er det endelig, endelig, endelig blevet tid til det Beckettske sprog, hans tankespind, hans poetiske indsigt, humor og brutalitet på Teatret ved Sorte Hest.
Vi glæder os til at ses igen med nysprittede hænder, der er klar til klapsalver, når vi allesammen atter har mod på socialt samvær og teaterture. Teatrets kontor åbnede igen i mandags, så man kan allerede nu ringe og komme forbi for at hente årskort, billetter og gavekort (hverdage kl. 11-15).
Alt det bedste herfra og velkommen til en ny og forrygende sæson 2020-2021 på Teatret ved Sorte Hest.
Maria Vinterberg
Teaterchef
LÆS HELE NYHEDSBREVET HER
KØB BILLETTER HER