CV
MARIA VINTERBERG
FØDT: 26. AUGUST 1966
TEATERCHEF OG SCENEINSTRUKTØR
Maria stod i mesterlære hos blandt andre Sam Besekow og debuterede som sceneinstruktør med forestillingen En verdensomsejling under bordet på CaféTeatret i 1996. Siden 2012 har hun siddet i chefstolen på Teatret ved Sorte Hest, hvor hun værner om de absurde klassikere, stærkt illustreret af sine iscenesættelser af Samuel Becketts Slutspil, Glade Dage og Mens vi venter på Godot, Eugene Ionescos Enetime og Den Skaldede Sangerinde samt Line Knutzons Torben Toben og Det er så det nye. Senest har hun iscenesat Harold Pinters Bedrag på Folketeatret og Lars Noréns Sandhed og konsekvens, Alting er noget 2.0 med tekster af Naja Marie Aidt samt Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? på Teatret ved Sorte Hest. Derudover har hun instrueret talrige forestillinger på adskillige scener i landet, heriblandt Bellevue Teatret, hvor hun stod bag Brødrene Lund Madsens trilogi Mr. Nice Guy, Enden er nær og Gæster fra Rødby. Er bl.a. blevet hædret med Årets Reumert 2021 samt Foreningen Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten 2020 for sin iscenesættelse af Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest.