ARBEJDSHEST NOMINERET TIL KOMMUNIKATIONSPRIS
En af Arbejdshestene er simpelthen nomineret til en pris!
Det drejer sig om ingen andre end kommunikationsansvarlig (og dramaturg og fundraiser) Stine Bille Olander, som jo bl.a. er den, der styrer vores sociale medier.
Stines kolleger i foreningen Scenekunstens Kommunikation har nomineret hende og Hesten for ”fremragende og konsekvent kommunikationsstil på teatrets sociale kanaler”. I nomineringsteksten hedder det:
”Med klar genkendelighed og konsekvens både i sproglig stil og i visualitet, er den i smuk tråd med teatrets DNA som intimteater med en lang tradition med fokus på det nyere klassiske repertoire. Man er tro overfor denne tradition samtidig med, at den fornyes: Det afspejles i den sproglige stil, der er med en tilstræbt nostalgi-tone og samtidig har masser af glimt i øjet.”
Idéen med at bringe fødselsdagsportrætter af alle, der er tilknyttet teatret (på og bag scenen) er virkelig god: På denne måde får man i løbet af et år at vide, hvor mange der er ”i stald” på det lille teater, også blandt højt profilerede skuespillere, og man viser dem implicit som ambassadører for teatret uden at sige det direkte”
Alle vi andre på Hesten siger kæmpe tillykke med skulderklappet. Hvorvidt fruen vinder afsløres ved et julearrangement 15. december 2022.
Foto: Shirley Jones