GODNATHISTORIER 8. JUNI KL. 21.00: TORBEN TOBEN
Som vi for kort tid siden glædestrålende kunne fortælle, er GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET meget snart tilbage. Igen i år er det ganske gratis at overvære Hestens hjertebarn af en udendørs forsommer-succes, som foregår på vores parkeringsplads ved Platanvej 31 i perioden 30. maj – 2. juni + 6.-9. juni 2023.
Programmet er på vej i fuld galop, og langt de fleste aftner begynder løjerne kl. 21.30. MEN der er altså to gange, hvor starten går allerede kl. 21.00.
F.eks. torsdag 8. juni kl. 21.00, hvor der bliver godt fyldt op på vores lille intimscene, når vi har overtalt hele holdet fra TORBEN TOBEN til at komme forbi. Det er selvfølgelig skuespillerne Kristoffer Helmuth, Karoline Brygmann, Lue Støvelbæk og Paw Henriksen, som samles igen for at læse Line Knutzons absurde komedie højt fra ende til anden. Man kunne fristes til at kalde det en slags reading, og det varer nok sådan en times tid.
Der er som altid stole til de 50 første blandt publikum og ståpladser for resten. Ingen billetbestilling – bare duk op (gerne i god tid).
Vi glæder os om ti vilde heste til at se jer i de lyse aftener!
Godnathistorier til nabolaget 2023 en del af CPH STAGE og realiseres med generøs støtte fra Frederiksbergfonden, Københavns Scenekunstudvalg, Nordea-fonden og Vesterbropuljen.