GODNATHISTORIER 9. JUNI 2023 KL. 21.30: BOBERG OG STØVELBÆK LÆSER AIDT
I denne litteratursæson på Hesten har vi jo udfoldet vores faible for forfatter og digter Naja Marie Aidt i forestillingen ALTING ER NOGET 2.0.
Specielt til lejligheden og helt uden for nummer leverede forfatterinden selv noget helt nyskrevet og komplet uudgivet materiale, bl.a. tre tekster om kvinder i en etageejendom. En ekstra ny tekst er i mellemtiden skrevet frem, og nu kan man høre dem alle fire (m.m.), når Boberg og Støvelbæk læser Aidt ved GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET fredag 9. juni kl. 21.30.
Det er således to af vores kære hesteveninder og ensembleskuespillere, Sarah og Anette, som indtager porten den sidste fredag med en omgang særligt udvalgte GODNATTEKSTER. Hvis dét ikke er et punktum med manér, så ved vi ikke hvad!
50 stole og ditto antal ståpladser. Kaffe eller te og chokolade til alle. Bare kom!
GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET 2023 deltager i CPH STAGE og gennemføres med generøs støtte fra Frederiksbergfonden, Københavns Scenekunstudvalg, Nordea-fonden og Vesterbropuljen.