GODNATHISTORIER TIL NABOLAGET: TAK FOR I ÅR
Det er det samme hvert år. Hestens ellers så høje humør bliver en anelse hængemulet, når godnathistorie-ugerne er forbi.
Over stok og sten er det gået med alt fra Inger Christensens poesi over Line Knutzons absurditeter til nye tekster af Naja Marie Aidt. Fra rapkoncert til live-optagelse af podcast. Fra brevkasse til dragshow. Fra oplæsning til kabaret. Plus det løse.
Så varieret et program lykkedes det os at få stablet på benene til alle de publikummer, der lagde vejen forbi for at få sig en gratis godnathistorie og/eller -sang under ottedages godnatfestival af den fuldstændig fantastiske slags.
Nu ligger parkeringspladsen ved Platanvej 31 igen stille hen. Portene ind til det lille teaterkontor er lukkede, alle stole er sat på plads, og der er ikke mere eventyrligt postyr under den åbne himmel i denne omgang. Tilbage er kun taknemmelighed:
TAK til alle naboer, hundeluftere og aftenturgængere, tilfældige forbipasserende, cyklister og andet godtfolk, som trofast kom og fyldte de lutter lyse og lune aftener med rasende godt selskab. (Nogle deltog samtlige otte aftener. De fik vin den sidste aften).
TAK til alle de medvirkende kunstnere, som generøst stillede sig til rådighed for skumringstimen i vores hjørne af Vesterbro og Frederiksberg.
TAK til alle fondene for uvurderlig opbakning: Frederiksbergfonden, Københavns Scenekunstudvalg v/ Københavns Kommune, Nordea-fonden og Vesterbropuljen v/ Vesterbro Lokaludvalg.
Tak. En million tak. Hvis alt går vel, gør vi det nok igen for femte gang til næste år. Godnat og på gensyn.