2. SEPTEMBER 2023 KL. 10-16: LOPPEMARKED PÅ HESTEN

 In Ikke kategoriseret

Vi har kort været inde på det før, men gentagelse siges at fremme forståelsen, så nu nævner vi det altså lige igen. Sensommerens hyggeligste loppis i København nærmer sig:

HESTENS LOPPEMARKED

Lørdag 2. september 2023 kl. 10-16

Som altid holder loppemarkedet til på vores parkeringsplads med indgang fra Platanvej 31 (samme sted som godnathistorierne).

Vi åbner kl. 10.00 med et musikalsk brag, når ingen andre end Maria Stenz synger loppedagen i gang med et par numre fra sangskatten akkompagneret af hendes søn Jakob Stenz. Special guest star er en anden hesteveninde, nemlig Ramona Macho, og der bliver sunget en halv times tid.

Dagen lang tør vi godt love loppefund for enhver smag og pengepung, når Arbejdshestene m.fl. sælger ud fra de hjemlige gemmer. I år får vi desuden fint besøg af indtil flere kollegakammerater. Grønnegårds Teatret ruller ind med en stand fuld af overdådige skræddersyede kostumer, og London Toast Theatre har også meldt sin ankomst med fine ting til salg. Mere skal ikke røbes her.

Bar Belle Époque er naturligvis åben med forfriskninger til hals og gane, og man kan sådan set også godt købe sig en teaterbillet, hvis det er det, man vil.

Alle er hjertens velkomne, så tag venner og familie under armen, kom og hæng ud og gør en god handel. Vi glæder os til at se jer!

PS. Optræden er muliggjort med gavmild støtte fra Hoffmann & Husmans Fond.

Søg

SANDHED OG KONSEKVENS. Foto: Robin Skjoldborg