OLE HASLUNDS KUNSTNERLEGAT TIL MADS WILLE
Der er godt nok gang i den på legatuddelingsfronten for tiden.
I dag deles der således atter hæder ud til en af vores egne, nemlig ingen andre end skuespiller Mads Wille, som simpelthen har modtaget Ole Haslunds Kunstnerlegat. Den gåsehudsfremkaldende motiveringstekst bemærker bl.a.:
”I de senere år har Mads Wille været at finde på Teatret ved Sorte Hest, hvis repertoire af absurde klassikere har talt til hans temperament og talent – og til den klovnehumor, han har dyrket siden sin barndom. Han var en blændende professor i Ionescos Enetime (2019), hvor han lod dæmonien ulme bag den afslappede attitude, indtil den eksploderede som et stramt komponeret vanvidsfyrværkeri. Og hans vagabond Didi har sammen med Nicolas Bros Gogo ganske enkelt tryllebundet publikum i flere omgange i Becketts Mens vi venter på Godot (2020, 2022, 2024). Fortolket som en filosofisk disponeret klovn, udsat og ukuelig, spillede han teksten som et stykke afsvedet musik med absurde gentagelser og de smukkeste, erkendelsesmæssige disharmonier. Ganske enkelt brillant.
For sit store og vidtfavnende værk som scenekunstner tildeles Mads Wille Ole Haslunds Kunstnerlegat 2024”
Vildt nok. Og sandt nok, hvis man spørger os. Kæmpe tillykke med legatet, kære Mads, og kæmpe klapsalver fra Chefhoppen og alle Arbejdshestene. En velfortjent skål er i sigte, næste gang du kigger forbi.