22.april 2018 – kl. 17:00

Politisk pop-up satire om danskhed, identitet og verden efter Trump

Så længe Trump er ved magten i USA, vil Dramafronten lade satiren AmeriDansk poppe up på forskellige locations i Danmark.
Næste gang bliver den 22.april 2018 kl. 17:00 på Teatret ved Sorte Hest.

Dramafronten inviterer alle, der måtte føle sig lige så Trumpatized som dem selv til at komme og grine (og måske græde) sammen, når de med AmeriDansk byder på pop-up politisk satire skrevet i fællesskab af seks dramatikere og med skuespillerne Tina Gylling Mortensen og Ole Boisen på scenen.

I AmeriDansk møder vi en amerikaner, der efter Trump søger dansk statsborgerskab. Som mentor får hun tildelt en vaskeægte dansker med lavt selvværd og vinterdepression, der ikke rigtig forstår hendes hede ønske om at blive dansk. Sammen skal de forsøge at få hende helskindet gennem skærsilden af Støjberg-stramninger og skrevne og så vel som uskrevne regler…

Kunstnerisk leder af Dramafronten Rhea Leman siger:
”I Dramafronten arbejder vi med at bringe dramatikere sammen i fælles udviklings- og skriveprocesser. Vores særlige kendetegn, nemlig kort-formatet med stykker á 10-15 minutters varighed, bruger vi i AmeriDansk på en ny måde: Vi har bedt fire dramatikere give hver deres bud på, hvad der særligt optager dem, når talen falder på danskhed, identitet og påvirkningen her i Danmark fra et USA under Trump. Med respekt for hver af de fire dramatikeres individuelle og særegne stemmer, har vi monteret deres tekster i en rammefortælling om en amerikansk kvindes bumpy ride til at blive dansk statsborger.
AmeriDansk er et eksperiment, der kommenterer den aktuelle politiske situation både i Danmark og i USA, og som samtidig afsøger nye måder for os dramatikere at arbejde sammen på. Vi glæder os til at dele eksperimentet med publikum.”

AmeriDansk er en staged reading, der vises efter ultrakort prøvetid. Satire frisk fra fad, der næste gang kan opleves som en Sunday afternoon delight den 22.april 2018 kl.17.00 her på Hesten.

AmeriDansk gennemføres med støtte fra Bikubenfonden og Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for scenekunst.


Dramatikere:

Andreas Garfield, Ann Mariager, Claus Flygare, Hans Kragh-Jacobsen, Jens Kløft og Rhea Leman

 

Skuespillere:

Tina Gylling Mortensen og Ole Boisen

 

Instruktør:

Rhea Leman

NYHEDER // AMERIDANSK

Søg