VELKOMMEN TIL

EDWARD ALBEES
HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF?

”Før de sov, måtte de kæmpe; efter de havde kæmpet, ville de omfavne hinanden. Af det favntag ville endnu et liv måske blive født. Men først måtte de kæmpe, som hanræven kæmper mod hunræven i mørkets hjerte på nattens agre”
– Virginia Woolf om ægteskabet i romanen Mellem akterne (1941)

Der går stædige rygter om at ovenstående citat var blandt kilderne til Edward Albees inspiration, da han skrev HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF?

Teatret ved Sorte Hest står klar med lidt over tre timers teater med to indlagte pauser … en kærkommen chance for fordybelse for os alle … og sikkert lige så udmattende som det var meningen fra dramatikerens side …

Holdet bag forestillingen har ikke strøget et ord i teksten, og vi har fulgt den eneste autoriserede oversættelse af Madame Nielsen til punkt og prikke. Det er betingelsen for at indhente rettighederne fra de amerikanske rettighedshavere, ligesom der også stilles strenge betingelser for godkendelser vedrørende medvirkende, iscenesættelse, scenografi, presse- og markedsføringsmateriale. Vi har omfavnet de amerikanske benspænd, og hele teatret glæder sig til, at vores helt egen HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? skal møde sit publikum.

Med sin tekst forærede Edward Albee os den mest uhyggelige og allersjoveste slags skildring af mennesket, og han gav de tre akter følgende overskrifter:

1. akt: FUN AND GAMES
2. akt: WALPURGISNACHT
(Valborgsaften, hvor heksene mødes for at danse med djævelen)
3. akt: THE EXORCISM

Iben Hjejle, Jakob Cedergren, Lue Støvelbæk og Marie Reuther slipper dæmonerne løs og byder komedien op til dans. Og det er blevet nat! Unge Nick og unge Honey er inviteret til afterparty med fri bar hos det midaldrende ægtepar Martha og George, som afleverer en grusomt underholdende opvisning i det, der til dato må være dramatikkens måske største hyldest til kærligheden.

Tårerne er for længst henlagt til fryseren og bruges nu som is i Marthas mange drinks, mens det unge par i nattens mulm og mørke får et skrækindjagende og hudløst ærligt indblik i den absurde institution, som vi i folkemunde kalder ægteskabet.

Rigtig god fornøjelse.

Kærlig hilsen
Maria Vinterberg
Teaterchef

MARIA VINTERBERG. Foto: Robin Skjoldborg.

”Jeg interesserer mig for kærlighed. Jeg undrer mig og glædes over, at den aldrig ophører uanset, hvad man udsætter den for. I mine øjne er HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? den grusomste og smukkeste hyldest til mennesker, der kæmper for at elske hinanden”
– MARIA VINTERBERG

Who’s afraid of Virginia Woolf means who’s afraid of the big bad woolf …
Who’s afraid of living life without false illusions
– EDWARD ALBEE

Edward Albee. Fotograf: Jerry Speier 2004.
Foto: Jerry Speier

Foto: Jerry Speier

EDWARD ALBEE

(1928-2016)

Den centrale amerikanske dramatiker Edward Albee blev født 12. marts 1928 og begyndte at skrive dramatik 30 år senere.

Hans stykker inkluderer The Zoo Story (1958), The Death of Bessie Smith (1959), The Sandbox (1959), The American Dream (1960), Who’s Afraid of Virginia Woolf? (1961-62, Tony Award), Tiny Alice (1964), A Delicate Balance (1966, Pulitzer Prize; 1996, Tony Award), All Over (1971), Seascape (1974, Pulitzer Prize), Listening (1975), Counting the Ways (1975), The Lady from Dubuque (1977-78), The Man Who Had Three Arms (1981), Finding the Sun (1982), Marriage Play (1986-87), Three Tall Women (1991, Pulitzer Prize), Fragments (1993), The Play About the Baby (1997), The Goat or, Who is Sylvia? (2000, 2002 Tony Award), Occupant (2001), At Home at the Zoo: (Act 1, Homelife. Act 2, The Zoo Story) (2004) og Me, Myself & I (2008).

Edward Albee var medlem af the Dramatists Guild Council og formand for the Edward F. Albee Foundation. I 1980 blev han tildelt the Gold Medal in Drama fra the American Academy and Institute of Arts and Letters. I 1996 modtog han the Kennedy Center Honors samt the National Medal of Arts, og i 2005 blev han hædret med en særlig Tony Award for Lifetime Achievement.

EDWARD ALBEES HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? På billedet (fra v): Marie Reuther, Jakob Cedergren, Iben Hjejle, Lue Støvelbæk. Fotograf: Robin Skjoldborg

I AM NOT INTERESTED IN LIVING IN A CITY WHERE THERE ISN’T A PRODUCTION BY SAMUEL BECKETT RUNNING

– EDWARD ALBEE

Edward Albees første store succes var stykket The Zoo Story (1959), der sammen med tidligere værker som The Sandbox (1959) og The American Dream (1960) betragtes som startskuddet til amerikansk absurd teater. Med en underliggende surrealisme i sine tilsyneladende realistiske stykker blev Edward Albee hyldet som faderen til denne nye teatralske bevægelse, og han var påvirket af særligt Samuel Beckett. The Zoo Story var da også på plakaten side om side med netop Samuel Becketts Krapp’s Last Tape; både ved verdenspremieren i Berlin i 1959 og ved den amerikanske premiere året efter i New Yorks Greenwich Village.

Med mesterværket HVEM ER BANGE FOR VIRGINIA WOOLF? skrev Edward Albee sig for alvor ind på den moderne teaterscene. Broadwayhittet havde urpremiere i 1962, og efter den berømte filmatisering med Elisabeth Taylor og Richard Burton fra 1966 fik teksten international klassikerstatus.

Også herhjemme har den tre akter lange dæmoniske komedie trukket tæppet væk under publikum med jævne mellemrum, senest på Det Kongelige Teater og Aalborg Teater. Nu sker det så for første gang i Teatret ved Sorte Hests intime scenerum, som scenograf Marianne Nilsson har forvandlet til et petroleumsblåt akademikerhjem med bøger fra gulv til loft og en yderst velassorteret hjemmebar.

Skål i cognac m.m. og lad en hyggeaften fra helvede tage sin absurde begyndelse …

CV’ER

IBEN HJEJLE

Martha

Iben Hjejle. Fotograf: Robin Skjoldborg. Teatret ved Sorte Hest 2024.

Iben Hjejle (f. 1971) er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole 1996. Fik i 1999 sit gennembrud i dogmefilmen Mifunes sidste sang – en præstation, som indbragte hende en udnævnelse til Shooting Star ved filmfestivalen i Berlin samt nomineringer til Best Actress ved European Film Awards og bedste kvindelige hovedrolle ved både Bodil- og Robert-prisen. Siden har hun medvirket i flere internationale film, bl.a. High Fidelity, The Emperor’s New Clothes og Defiance, samt et utal af danske film og tv-serier såsom Blinkende lygter, Gamle mænd i nye biler, Skagerak, Inkasso, Direktøren for det hele, Flugten, Langt fra Las Vegas, Klovn, Anna Pihl og Dicte. På scenen har man bl.a. kunnet opleve hende i Romeo og Julie, Donna Juanna, Gud bevare Danmark og Monument på Østre Gasværk Teater, Som I vil ha’ det og Mefisto på Betty Nansen Teatret samt Shakespeares samlede værker på Bellevue Teatret. I 2019 begejstrede hun såvel publikum som kritikere med sit portræt af forskeren Inge Lehmann i Jordens Indre på Folketeatret, hvor hun senest har medvirket i forestillingen Lægen, som indbragte hende en Reumert 2024 for Årets Hovedrolle. Iben Hjejle har udgivet selvbiografien En gylden korkprop samt samtalebogen Er der en voksen til stede?, som hun har skrevet sammen med Signe Lindkvist med hvem, hun også producerer den populære podcast Sitter.

JAKOB CEDERGREN

George

Jakob Cedergren. Fotograf: Robin Skjoldborg. Teatret ved Sorte Hest 2024.

Den dansk-svenske skuespiller Jakob Cedergren (f. 1973) er uddannet fra Statens Teaterskole 1997. Har tidligere medvirket i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf? på Gladsaxe Teater og af andre præstationer på scenen kan nævnes Faust er død, Design for Living og Elton Johns briller på Mungo Park, Rumænerne på Folketeatret, Festen og Ikke om nattergale med Mammutteatret, At dø eller ikke dø og Leonardo de Vinci på Østre Gasværk Teater samt Hjemkomsten, Ordet og Onde ånder på Det Kongelige Teater. Slog igennem som journalisten Bjarne Madsen i tv-serien Edderkoppen og har to gange modtaget både Bodil- og Robertprisen for bedste mandlige hovedrolle i filmene Frygtelig lykkelig (2009) og Den skyldige (2019). Derudover har han markeret sig i et utal af andre film og tv-serier, heriblandt Rembrandt, Voksne mennesker, Bag det stille ydre, Offscreen, Submarino, Sorg og glæde, Fuglene over sundet og Ingen kender dagen samt Nikolaj og Julie, Ørnen, Forbrydelsen, Arn: Tempelridderen, Ditte og Louise, Den som dræber, Mord i skærgården, Under overfladen og Made in Oslo.

MARIE REUTHER

Honey

Marie Reuther. Fotograf: Robin Skjoldborg. Teatret ved Sorte Hest 2024.

Marie Reuther (f. 1996) er uddannet skuespiller fra Den Danske Scenekunstskole København 2020. På teaterscenen har hun tidligere medvirket i Cyrano de Bergerac, Den indbildt syge og Farlige forbindelser på Det Kongelige Teater, vandreforestillingen Børglums stemmer med Grummes Teater samt Skyggen på Bühnen Halle i Tyskland. Sin gennembrudsrolle havde hun i HBO Max’ første danskproducerede tv-serie Kamikaze, for hvilken hun vandt en pris som bedste kvindelige skuespiller på Series Mania i Lille i Frankrig og blev udvalgt til Shooting Stars ved filmfestivalen i Berlin. Derudover har man kunnet opleve hende i TV 2-serierne Badehotellet og Dansegarderoben, kortfilmene Bleed og The Otter samt fjerde sæson af den populære Netfilx-serie Sex Education.

LUE STØVELBÆK

Nick

Lue Støvelbæk. Fotograf: Robin Skjoldborg. Teatret ved Sorte Hest 2024.

Lue Støvelbæk (f. 1995) er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole Odense 2019. Medvirkede i Torben Toben på Teatret ved Sorte Hest, Skybrud på Odense Teater og Tre søstre på Teater Momentum, inden han fik sin professionelle debut i den Reumertbelønnede ungdomsforestilling Skam 3 på Aveny-T. Siden har han stået på scenen i forestillinger som Stormene, Romeo og Julie og Nordenfjords på Vendsyssel Teater, Til ungdommen på Teater V og turné (Reumertvinder for Årets Ungdomsforestilling 2022), Dynastiet på Teater Katapult, Den store brand på Teatret Svalegangen og Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte hest. På film har man kunnet opleve ham i De forbandede år I og II, og på tv har han medvirket i serier som The Rain, Herrens veje, Badehotellet og Fars drenge. Modtog en Reumert Talentpris i 2020 og Lauritzen Fondens Believe in You-pris i 2021.

MARIA VINTERBERG

Iscenesætter

Maris Vinterberg. Fotograf: Rpbin Skjoldborg.

Sceneinstruktør og teaterchef Maria Vinterberg (f. 1966) har stået i mesterlære hos blandt andre Sam Besekow og debuterede som instruktør med forestillingen En verdensomsejling under bordet på CaféTeatret i 1996. Siden 2012 har hun siddet i chefstolen på Teatret ved Sorte Hest, hvor hun værner om de absurde klassikere; stærkt illustreret af hendes iscenesættelser af Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, Slutspil og Glade Dage, Eugène Ionescos Den skaldede sangerinde og Enetime samt Line Knutzons Torben Toben og Det er så det nye. Senest har hun iscenesat Harold Pinters Bedrag på Folketeatret samt Sandhed og konsekvens og Alting er noget 2.0 på Teatret ved Sorte Hest. Derudover har hun instrueret talrige forestillinger på adskillige andre danske scener, heriblandt Bellevue Teatret, hvor hun stod bag Brødrene Lund Madsens trilogi Mr. Nice Guy, Enden er nær og Gæster fra Rødby. Er bl.a. blevet hædret med Årets Reumert 2021 samt Foreningen Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten 2020 for sin iscenesættelse af Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest.

MARIANNE NILSSON

Scenograf

Marianne Nilsson. Fotograf: Jacob Stage
Fotograf: Jacob Stage

Marianne Nilsson (f. 1963) er en af Danmarks mest erfarne scenografer. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole 1992 og har skabt en lang række scenografier på større og mindre scener i både Danmark, Sverige, Rusland og Norge. Marianne Nilssons stil er enkel og funktionel med en egen fantasifuld poesi, der får hendes design til at skille sig ud og skabe levende fortællinger. I hendes stemningsfulde rammer får ord og handlinger et visuelt med- og modspil, der løfter det essentielle. Det gælder, hvad enten hun arbejder på store eller små scener, med rum eller kostumer. På Teatret ved Sorte Hest har hun tidligere været scenograf på forestillingerne Stolene, Rundt på gulvet, Slutspil, Glade dage, Old Times, Det er så det nye, Alting er noget, Enetime, Torben Toben, Mens vi venter på Godot, Sandhed og konsekvens samt Alting er noget 2.0. Modtog Årets Reumert i 1999 for scenografien til Snart kommer tiden på Dr. Dantes Aveny og har efterfølgende været nomineret flere gange.

PROGRAM


EDWARD ALBEES
WHO’S AFRAID OF VIRGINIA WOOLF?

 

Medvirkende:

Iben Hjejle
Jakob Cedergren
Marie Reuther
Lue Støvelbæk

Iscenesætter: Maria Vinterberg
Scenograf: Marianne Nilsson
Lysdesigner: Bjarne Olsen
Skræddersal: Mikael Jensen
Dramatiker: Edward Albee
Oversætter: Madame Nielsen
Teaterforlag: Nordiska APS – www.nordiska.dk

Producent: Teatret ved Sorte Hest
Teaterchef: Maria Vinterberg
Bar- og billetchef: Mikael Jensen
Teatersekretær og produktionsleder: Theresa Bro
Kommunikationsansvarlig, dramaturg og fundraiser: Stine Bille Olander

Hustekniker: Sofus Sean Bassett

Teknisk afvikling: Carl Asmussen, Emma Bikhu Lørup
Instruktørassistent, rekvisitør og sufflør: Josephine Grandfeldt Larsen
Scenebygger: Rasmus Matthiesen
Fotograf: Robin Skjoldborg

Grafiker: Mike Tylak
Bogholder: Birgitte Hoppe

Forhuspersonale:
Asger Birkegård Jensen, Fillippa Olivia Lommer, Jonas Engell Mortensen, Josephine Grandfeldt Larsen,
Laurits Schmidt Eriksen, Lykke Grønkjær Hansen, Martha Maria Matthiesen

Teatrets bestyrelse:
María Muñiz Auken (forperson), Anette Støvelbæk, Jens Thomas Levin, Peter Normann

Tak til:
Anna Maria Eleonora Walbom og Vanessa Luca Hangaard Berri
Folketeatret
Jimmy Richter
Mikaela Artén
Torulf Wetterrot, Stockholm Stadsteatern

En særlig tak til:
Nanna og Ida Vinterberg

Søg