VELKOMMEN TIL SANDHED OG KONSEKVENS

Lars Noréns titel på aftenens forestilling er ikke Sandhed eller konsekvens … som i legen.

Tag ikke fejl!
Tag for Guds skyld ikke fejl!

Lars Noréns titel på aftenens forestilling er Sandhed og konsekvens. Hos Norén får vi hele pakken: Sandhederne og de deraf følgende konsekvenser … det er ikke en leg.

En kulsort komedie?
JA!
Absurd vanvidsrealisme?
JA!

Så skulle pejlemærkerne gerne være på plads, og der er dækket op til parmiddag på Hesten.

Det er igen blevet tid til at skrælle sig hele vejen ind i kernen af borgerskabets indiskrete charme. Og jeg kan da lige berette herinde fra det norénske mørke, at han har skrevet et manuskript, hvor der er gevaldigt bal i den borgerlige på grusomste vis.

Kærlig hilsen

Maria Vinterberg
Teaterchef

ROSENKRIGEN

Af forfatter Knud Romer (2021)

Hvis man vil starte en ildstorm, skal man bare stryge en tændstik og smide den ind i det mest sprængfarlige og betændte element i vores voksenliv: ægteskabet. Jeg blev selv skilt for tre måneder siden efter tyve år i himmel og helvede, og hvert ord jeg siger, kan og vil blive brugt imod mig i Familieretshuset, hvis det ellers nogensinde bliver min tur i telefonkøen: ”Vi oplever for øjeblikket systemproblemer, prøv igen senere.” Så endte jeg alligevel i hænderne på det offentlige, hej Kafka.

For de kan slet ikke følge med på Ellebjergvej 52, 2450 København SV. Halvdelen af os bliver skilt – det er ligesom at satse hele butikken på rødt eller sort i Casino Copenhagen – og den anden halvdel er singler. Hvad der måtte blive til overs af menneskelige rester i ægteskabet, hader enten hinanden af et dybt og inderligt, ondt hjerte. Eller keder sig ihjel. Og guldbryllupsportalen er en bårebuket over den momentane sindssyge, som får os til at sige ja foran alteret uden særeje: evig kærlighed.

Selv var jeg skuffet over, at Et dukkehjem ikke udspiller sig mellem knuste porcelænsdukker i et dukkehus, men Henrik Ibsen udløste dengang i 1879 en verdensomspændende skandale ved at beskrive den emanciperede kvindes udvandring fra det undertrykkende, patriarkalske hjem.

Stykket måtte forsynes med en alternativ slutning i Tyskland, hvor Nora føres tilbage og besvimer ved synet af sine børn, der fastholder hende i ægteskabet. Et tæppefald ligesom mange år senere i spillefilmen Ikke uden min datter, der følger en amerikansk kvindes flugt fra manden i det fundamentalistiske Iran. Han spærrer sin kone og datter inde og nægter dem al kontakt med omverdenen. De deler skæbne med mange i vores kvindekrisecentre, der forsøger at undslippe et voldeligt, ægteskabeligt fængsel.

Hvis Ibsen åbnede døren for kvindefrigørelsen, giver Strindberg den en tand til i Faderen, der sender mændene på sindssygeanstalt og tilintetgør dem – og man skal såmænd bare aflægge et besøg på Risskov, hvor de stadig sidder i ruinerne efter skilsmissen.

I Faderen er det uenigheden om datterens uddannelse, som fører til en grusom showdown. Kaptajn Adolph gør først noget af en sharialov gældende og hævder, at kvinder deponerer deres rettigheder, når de bliver gift. Til gengæld sætter Laura hårdt mod hårdt og overbeviser familielægen om, at hendes mand slet ingen rettigheder har, fordi han er gal – og det bliver han da også.

Det lykkes hende at provokere ham så meget, at han faktisk reagerer irrationelt og kaster en brændende lampe efter hende på vej ud. Fælden klapper – vold – og han ender i spændetrøje med ordene: “Du kunne hypnotisere mig, da jeg var vågen, så jeg hverken så eller hørte, men kun adlød.” Kaptajnen får et slagtilfælde og dør, mens datteren tilfalder moderen: “Mit barn! Mit eget barn!”

Kvinden er her den stærkeste i ægteskabet, som består af en ren og skær beherskelsesrelation og kamp på liv og død, og mændene må søge tilflugt i Foreningen Far for overhovedet at opnå samvær med deres egne børn. Bøtten er vendt.

Stykket bygger løst på Strindbergs mislykkede ægteskab med Siri von Essen og introducerer ikke kun det eskalerende vanvid i ægteskabsdramaerne, men den pikante omstændighed, at de løfter dynen for forfatternes – og skuespillernes – egne brud i privaten, som bliver en fast bestanddel af sladderpressen.

Hvis den bliver inviteret til brylluppet, kommer den også til skilsmissen, som det hedder, og vi kan med stor tilfredsstillelse spejle os i celebrity-kulturen, der opfører vores dysfunktionelle parforhold inden og uden for scenen. Det stormombruste ægteskab mellem Richard Burton og Elisabeth Taylor udspillede sig for åben skærm i Hvem er bange for Virgina Woolf? De udveksler ondskabsfuldheder, som ikke adskiller sig fra det levede liv, hvor magtkampen fortsætter og minder om undergenren af romantiske komedier: screwball comedy.

Katharine Hepburn og Spencer Tracy – endnu et par – sender replikker frem og tilbage mellem hinanden i en bordtenniskamp på ord, som de skruer i stedet for at have sex – screw – og man venter med stigende irritation på, at en af dem mister fatningen og … slår til.

Det gjorde Johnny Depp øjensynlig, da han trak Amber Heard og tabloiden The Sun i retten for at forsvare sig mod anklager om hustruvold. Jeg følte en uendelig lettelse over det perfekte par, hvis hemmelige optagelser af hinanden dokumenterede et mareridt af et ægteskab fuld af mistro, druk, stofmisbrug og endeløse skænderier.

Det samme gælder om nogen for Ingmar Bergman. Han skrev Scener fra et ægteskab under indtryk af sine ulykkelige ægteskaber med Käbi Laretei og Gun Hagberg og forholdet til Liv Ullman. Hun spiller samtidigt den kvindelige hovedrolle og havde det efter eget udsagn, som om hun optrådte i en dokumentarfilm.

For at gøre rævekagen total blander han barndomsminderne ind fra forældrenes ægteskab, hvor han overværede deres korporlige slåskamp. Det siger meget om vores ægteskabelige lykke, at miniserien på tv lagde gaderne øde i 1973 og sendte tusindvis af par til familierådgivning. Bergman fik hemmeligt nummer.

Sådan er det, og statistisk set er det borgerlige ægteskab fra romantikken ikke andet end institutionaliseringen af et forudsigeligt mord – og det ender altid med en blodig Lilly-model. For det bygger på nogle umulige forudsætninger, som ikke er blevet bedre siden, og ligestillingen betyder ganske vist, at det hele er op til forhandling, men det er bare et andet ord for en terrorbalance og konstant konflikt om, hvem der gør hvad og aldrig nok.

Alle intelligente, varmblodige pattedyr ville rive hovederne af hinanden, hvis de blev spærret inde med deres afkom i en intimsfære på nogle få, dyre kvadratmeter i årevis. Bare gnidningsirritationen er rigeligt til, at man eksploderer uden indtagelsen af nervegift – ”kling, kling”, som Richard Burton siger, når han skænker en whisky med is til sin frustrerede, indebrændte Elisabeth Taylor – og sex er en by i Rusland.

Din mands ansigt er det samme for evigt, og hvad der skulle blive udløst af tilknytningshormoner i et kys, er blevet erstattet af begær, afvisning, aggression. Tror fanden, at manden dyrker triatlon, så han slipper for at blive kvalt, og du føler dig som en kvinde igen, fordi en eller anden lægger an på dig, og hvornår flytter børnene hjemmefra, så du kan realisere dig selv omsider?

Velkommen til parmiddagen i Lars Noréns SANDHED OG KONSEKVENS.
May you rot in hell.

MARIA VINTERBERG

Iscenesætter

Sceneinstruktør og teaterchef Maria Vinterberg (f. 1966) har stået i mesterlære hos blandt andre Sam Besekow og debuterede som instruktør med forestillingen En verdensomsejling under bordet på CaféTeatret i 1996. Siden 2012 har hun siddet i chefstolen på Teatret ved Sorte Hest, hvor hun værner om de absurde klassikere; stærkt illustreret af hendes iscenesættelser af Samuel Becketts Mens vi venter på Godot, Slutspil og Glade Dage, Eugène Ionescos Den skaldede sangerinde og Enetime samt Line Knutzons Torben Toben og Det er så det nye. Senest har hun iscenesat Harold Pinters Bedrag på Folketeatret og Alting er noget 2.0 på Teatret ved Sorte Hest. Derudover har hun instrueret talrige forestillinger på adskillige andre danske scener, heriblandt Bellevue Teatret, hvor hun stod bag Brødrene Lund Madsens trilogi Mr. Nice Guy, Enden er nær og Gæster fra Rødby. Er bl.a. blevet hædret med Årets Reumert 2021 samt Foreningen Danske Teaterjournalisters pris Teaterkatten 2020 for sin iscenesættelse af Mens vi venter på Godot på Teatret ved Sorte Hest.

MARIANNE NILSSON

Scenograf

Marianne Nilsson (f. 1963) er en af Danmarks mest erfarne scenografer. Hun er uddannet fra Statens Teaterskole 1992 og har skabt en lang række scenografier på større og mindre scener i både Danmark, Sverige, Rusland og Norge. Marianne Nilssons stil er enkel og funktionel med en egen fantasifuld poesi, der får hendes design til at skille sig ud og skabe levende fortællinger. I hendes stemningsfulde rammer får ord og handlinger et visuelt med- og modspil, der løfter det essentielle. Det gælder, hvad enten hun arbejder på store eller små scener, med rum eller kostumer. På Teatret ved Sorte Hest har hun tidligere bl.a. været scenograf på forestillingerne Stolene, Rundt på gulvet, Slutspil, Glade dage, Old Times, Det er så det nye, Alting er noget, Enetime, Torben Toben, Mens vi venter på Godot, Sandhed og konsekvens, Beauvoir samt Alting er noget 2.0. Modtog Årets Reumert i 1999 for scenografien til Snart kommer tiden på Dr. Dantes Aveny og har efterfølgende været nomineret flere gange.